Projekt: Juelsminde
Enkelt skitseprojekt 2025
Type
Transformation
Adresse
Juelsmindevej 2, Læsø
Areal
I alt 60 m²
Bygherre
Privat
Samarbejde
-
Foto
Kasper Kyndesen
Skitseprojektet til Juelsminde, en gårdlænge på Læsø med ålegræstag, samler de tanker og overvejelser, der er gjort i et foregående arbejde i familien. Skitseprojektet sammenfatter løsninger i tre versioner for fordeling og indretning af to lejligheder med en tilhørende storstue. Hvad hvis løsningerne kunne tilpasses på forskellige niveauer? Der er skitseret en “Lille version I”, en “Stor version II” og en “Alternativ version III” som grundlag for den videre samtale i familien om de muligheder, der er for Juelsminde.
Den “Lille version I” er enkel og lige til at gå til. Her er der foreslået nogle grundlæggende, enkle greb og en praktisk møblering, der gør ombygningen let at gennemføre, og som samtidig giver mulighed for at ændre på tingene senere. I den “Store version II” flyttes køkkenet for at skabe mere rummelighed og give køkkenet bedre plads. Opholds- og spiseplads placeres i sammenhæng med terrassedøren, hvilket giver et åbent og lysere rum. Hvad hvis vi tør tage et større skridt? I “Alternativ version III” tages et mere markant skridt, hvor et af gennemgangsrummene flyttes, hvilket skaber en større og mere sammenhængende rummelighed i boligen.
Fælles for de tre versioner er, at de alle fungerer, og at skaleringen af projektet er helt op til, hvad der er behov for i familien. Hvad hvis materialerne kunne understøtte både funktionalitet og æstetik? I projektet er der en samling af referencer på køkkenelementer, møbler og biogene materialerløsninger til nye bygningsdele.
Som en del af den bæredygtige tilgang foreslås biogene materialer til opbygning af vægge, vægvinger og halvmure – blandt andet Hempcreed med lerpuds. Hempcreed er lette blokke af komprimerede hampfibre i kalk, som kan lerpudses. Det er et materiale, der både harmonerer med den gamle gårds karakter og er nemt at arbejde med selv.